lørdag den 6. august 2011

En kulturel dag

Lørdagen ved Company of The Year Competion er primært for eleverne, der har været til dommerinterviews, og nu er sluppet løs i Oslo til lidt afslapning inden aftenens præmieoverrækkelse.

For os, der er med som staff, har dagen været temmelig fri.
Programmet startede med et overraskende godt jazz-indslag, hvor bandet JazzCode i 1½ time underholdt os alle med musik indlagt anekdoter, reflektioner og sammenligninger mellem hvordan et band spiller bedst sammen - og hvordan en organisation fungerer. 

Efter det musikalske indslag, gik jeg på Kulturhistorisk Museum og så deres mange fine udstillinger. Bl.a. har de en afdeling om vikinger og deres tro på Odin og Thor. I samlingen var der nogle meget fine stof-fremstillinger af Odin på den ottebenede hest Sleipner. Interessant var også udstillingen om ismanden Ötzi.

Efter det kulturhistoriske museum gik jeg en pæn spadsere-tur op til Nationalbiblioteket - kun for at finde ud af, at det faktisk var lukket, så det fik jeg ikke megen glæde af. Til gengæld gik jeg mange skridt, så det må tælle pænt på motionskontoen.

På min vej stødte jeg også på det norske ski-kontor, der blev bygget i forbindelse med 2011-konkurrencen. Bygningen ligger midt på en åben plads ikke langt fra kongeslottet, i hvis park jeg iøvrigt spiste min frokost. Ski-kontoret var lukket da konkurrencen er overstået, men det er et fint lille arkitektonisk indslag i storbyen.

Sluttelig besøgte jeg Oslo Domkirke, der er åben for alle interesserede. Det er en meget flot kirke, men jeg fik ingen billeder med derfra, da man helst ikke må anvende blitz. Da jeg kun har kamera på min telefon med i denne omgang, kunne billederne ikke blive så gode. Men så må jeg huske kirkens interiør og udsmykning i stedet.

I aften er der så præmieceremoni, og skal jeg være ærlig, så ser jeg faktisk frem til denne del, og håber selvfølgelig, at det danske hold får en pris med hjem. Desuden glæder jeg mig rigtig meget til at komme hjem, så det passer mig fint at programmet snart er udløbet, og jeg kan komme hjem til hverdagen igen i mine faste og trygge rammer :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar